Begivenheder i Brechts Hus
Hundredvis af kunstnere og forskere fra mange forskellige lande har i årenes løb boet og arbejdet i Brechts Hus.
Med jævne mellemrum har der været indbudt til digterlæsninger og andre kulturelle arrangementer, hvortil alle interesserede har været velkomne.
På Brechts Hus's Facebookside kan man følge med i hvem, der bor i huset, og forskellige aktiviter.
29. august 2025
HORISONT - kulturdage i Svendborg
Brechts Hus bidrog til Svendborg Kommunes kulturfestival, Horisont, med arrangementet: Den tyske koloni omkring Bertolt Brecht, 1933-39. Jens Nagel fra foreningen Egense-Rantzausminde Lokalhistorie viste rundt i lokalområdet og fortalte, hvor Brechts forskellige medarbejdere og gæster havde boet. Vi sluttede i Brechthusets have, hvor Lars Hansen og Lars Kirkegaard fra Brechthusets bestyrelse fortalte mere om den tyske koloni og om husets funktion og betydning i dag.
Arrangementet blev afsluttet med at Hanne Ringgaard, formand for Fritids- og kulturudvalget, overdrog førsteudgaven af Brechts ”Svendborger Gedichte” fra 1939 til formanden for Brechthusets bestyrelse, Søren Hvarregaard. Bogen er en stor sjældenhed. Den er blevet fundet i et antikvariat i Tyskland af forfatter og universitetslærer, Ernst Ulrich Pinkert. Han foreslog i foråret Fritids- og Kulturudvalget at indkøbe bogen, som har gjort Svendborg kendt vidt omkring. Udvalget var positivt og i samarbejde med Svendborg Museum og SEAF´s fond blev købet en realitet. Bogen vil fremover blive udstillet i Brechts Hus.
Sort-hvide fotos: Clavs Dehli
22. maj 2025
B TOURS: Turen går til Brechts Hus
BaggårdTeatret arrangerede i samarbejde med Brechts Hus én af deres B Tours. Der var oplæg ved Lars Hansen og Lars Kirkegaard fra bestyrelsen om Brechts ophold i huset og om husets historie og dets funktion som refugium og kulturinstitution i Svendborg. Den engelske digter og litteraturforsker, Andrew Permain, som havde et skriveophold i huset, fortalte om sit arbejde.
Derefter var deltagerne på rundtur i hus og have. Inde i huset var Brecht vendt tilbage efter 86 års fravær og sad ved skrivebordet i arbejdsværelset og læste op af Svendborgdigte. I haven læste skuespiller Marie Nørgaard op af Mutter Courage. Aftenen sluttede med fællessang foran huset.
25. august 2024
Jens Christian Grøndahl
I haven læste forfatteren Jens Christian Grøndahl op af og fortalte om sin nye roman, Noget tabt i mørket, som bl.a. foregår på Skarø.
13. august 2023
Markering af 90-året for Brechts flugt til Svendborg
Arrangement i haven en dejlig sommerdag med mange tilhørere. Oplæsning af Brechts Svendborg Digte ved bl.a. Josefine Ottesen, Peter Michaelsen, Jesper Wung-Sun, Christel Wiinblad, Jens Christian Grøndahl og Tommy Kenter
6. august 2011
Günther Grass
Den tyske nobelpristager, Günther Grass, holdt et oplæg, læste op og diskuterede med sin danske oversætter, professor Per Øhrgaard.
Grass ville hellere tegne en flynder end skrive i husets gæstebog!
30. august 2009
Siegfried Lenz
Den tyske forfatter Siegfried Lenz, der bl.a. er berømt for romanen Tysktime, fortalte om sit forfatterskab. Professor Christian Benne, Syddansk Universitet, gav en kort introduktion til Lenz's forfatterskab.